onsdag den 15. juli 2015

Opskrift på hæklet harlekin-bogmærke - Pattern for crochet harlequin bookmark


(For English pattern, see below)

Jeg er meget beæret over at kunne dele min første officielle hækleopskrift! Den er meget enkel og nem, så der kunne klart være tale om et begynderprojekt. For garvede hæklere kan opskriften dog også være ganske fin, hvis man, som jeg, efterhånden har en masse garnrester liggende. De skal også bruges til et eller andet, og der kommer disse småprojekter ind i billedet. Hvis man godt kan lide stive bogmærker (okay, måske lidt nørdet at have specifikke bogmærkepræferencer), kan man vidst nok behandle det færdige bogmærke med et eller andet, så garnet bliver mere stift, men det har jeg ikke gjort, så jeg kan ikke sige, hvordan man gør. Jeg synes umiddelbart heller ikke, det gør en forskel, om bogmærket er stift eller ej. Hvorfor er det så akavet at bruge ordet stift? Jeg må se at blive voksen.

Anvendte teknikker og forkortelser:
lm - luftmaske
stgm - stangmaske
fm - fastmaske
km - kædemaske
snmo - spring næste maske over
lm-buen - luftmaskebuen
m - maske

Materialer:
Bomuldsgarn
Hæklenål str. 2,5 - 3

Bemærkninger:
Jeg har her brugt Søstrene Grenes bomuldsgarn, men man kan selvfølgelig bruge lige det slags bomuldsgarn, man har lyst til. Jeg har i mellemtiden glemt, om jeg brugte nål str. 2,5 eller 3, men da jeg hækler lidt stramt hælder jeg nok til 3. Der er ikke nogen bestemt hæklefasthed, der skal overholdes, så derfor vil jeg foreslå at du begynder på projektet og selv vurderer, om det er for løst eller stramt, hvorefter du kan begynde forfra med en anden nål. Det er så lille et projekt at man knap kan tale om spild af tid =P

NB: Hver første stangmaske på rækken laves i samme maske som vendemaskerne, altså de to luftmasker i enden af hver række. Derfor tælles luftmaskerne heller ikke med som en maske.

Jeg vil lige give lidt credit til Tichtach, som har lavet opskriften til de berømte harlekinshåndklæder, hvorfra jeg har lånt hulmønsterteknikken.

Opskriften er til privat brug og må ikke sælges videre, ligesom du også gerne må lade være med at masseproducere bogmærker efter min opskrift og sælge videre. Der er selvfølgelig intet i vejen for at hækle nogle til dine venner og familie, og hvis du viser din færdige kreation online ville jeg blive glad for et link hertil.

Opskrift:

Grundrække: Slå 11 lm op.

1. omg: 1 stgm i tredje m fra nålen, 3 stgm, 1 lm, snmo, 4 stgnm, 2 lm, vend. Der er nu ni masker på rækken, og dette antal er fast for hver række i resten af projektet.

2. omg: 3 stgm, 1 lm, snmo, 1 stgm i lm-buen, 1 lm, snmo, 3 stgm, 2 lm, vend.

3. omg: 2 stgm, (1 lm, snmo, 1 stgm i lm-buen)x2, 1 lm, snmo, 2 stgm, 2 lm, vend.

4. omg: 1 stgm, (1 lm, snmo, 1 stgm i lm-buen)x3, 1 lm, snmo, 1 stgm, 2 lm, vend.

5. omg: Samme som 3. omg.

6. omg: Samme som 2. omg.

Gentag 1. - 6. omg 3 gange (indtil der er 4 harlekinruder) og slut med en ekstra 1. omg.

Efter sidste maske i sidste række lukkes ikke af, men fortsættes ved at hækle fm jævnt fordelt rundt i kanten af arb. Saml med km i første fm og luk af. Hæft ender.

Jeg håber, du vil bruge opskriften. Jeg synes personligt det er mega hyggeligt og lidt Jane Austen-agtigt med bogmærker i garn, men jeg er jo også miljøskadet af mit studie. Kan nogen for resten gætte, hvilken bog jeg læser? Okay, det er nok lidt svært, men kvalificerede bud modtages gerne!

Tak fordi du læste med!

English pattern

Required techniques and abbreviations:
ch – chain
dc – double crochet
sc – single crochet
ss – slip stitch
sns – skip next stitch
chain space – the ”hole” or space in previous from skipping a stitch with a chain
s - stitch

Materials:
Cotton yarn
Hook size C (US)/12 - 11 (UK) (Not sure about these, since we use the metric system for crochet hooks in Denmark. I have these from an online conversion chart. Try them out before you proceed with the pattern)

Remarks:
I use the US crochet terms, so for example when I tell you to do a double crochet, that means a treble crochet in UK terms. If you're confused there are plenty of diagrams online that will help you "translate" the recipe. 

For this particular pattern I have used a brand of cotton yarn from the Danish store ”Søstrene Grene”, which I do not believe is available in any other countries. However, the brand is not important as long as you use cotton yarn that matches your chosen hook size. I can’t recall which size hook I used for this, but since my crocheting is somewhat tight I think I may have opted for the larger size. Gauge is not important here, so I leave it up to you to try out the project and decide for yourself if you want to go with a smaller or larger hook size. The project in itself is quite small, so not much time is wasted if you do decide to start over with a different size =)

Please note: Every first double crochet in the row is made in the same stitch as the turning chain, meaning the two chains made at the end of each row before turning. For the same reason, the turning chain is not counted as a stitch.

I would like to credit Tichtach, who has made the pattern for the famous harlequin towels, which is where I borrowed the idea of making the same sort of hole pattern.

This pattern is for private use only and may not be sold by anyone but me. Additionally I would appreciate it if you did not mass produce these bookmarks from my pattern to sell for your profit. It is of course perfectly fine if you want to crochet some for your friends and family, and if you post images of your finished creation online somewhere I would very much appreciate it if you provided a link back to this site.

Pattern:

Foundation row: Ch 11.

1st row: 1 dc in third ch from hook, 3 dc, ch 1, sns, 4 dc, ch 2, turn. There are now nine stitches in the row, as there should be in each row from now on until the end of the project.

2nd row: 3 dc, ch 1, sns, 1 dc in ch 1 space (from previous row), ch 1, sns, 3 dc, ch 2, turn.

3rd row: 2 dc, (ch 1, sns, 1 dc in ch 1 space)x2, ch 1, sns, 2 dc, ch 2, turn.

4th row: 1 dc, (ch 1, sns, 1 dc in ch 1 space)x3, ch 1, sns, 1 dc, ch 2, turn.

5th row: Repeat row 3

6th row: Repeat row 2.

Repeat rows 1 – 6 three times (until you have 4 harlequin squares) and end with an extra row 1.

Do not bind off yet! Instead, continue working sc’s as an even border around the project. Join with a ss in first sc and bind off. Weave in ends.

I hope you find this pattern useful. I personally think it’s really cosy and Jane Austeny to have crochet bookmarks, but I am an English major, so I may just be weird like that. If you’re not Danish you will probably have a hard time guessing which book I'm reading in the photo, but if you are really nerdy or well-read or a literature expert then do guess away ;) Don’t feel bad if you have no clue, I think it’s pretty difficult even for Danish people to guess this one.


Thank you so much for reading!



søndag den 12. juli 2015

Fremtidsvisioner for bloggen eller storhedsvanvid



Kære alle læsere (inklusive den imponerende mængde amerikanere, russere og ukrainere, der ifølge Bloggers statistik åbenbart hyppigt frekventerer denne side, og som imponerende nok har set bort fra sprogbarrieren og det sparsomme indhold),

Jeg har nu glimret ved mit blogmæssige fravær i omkring et år, hvis vi ikke medregner den meget simple og i virkeligheden lidt uambitiøse opskrift på spidskålssalat, jeg uploadede i april. (Make no mistake, det smager skidegodt!) Jeg ved ikke helt, hvad det skyldes, for jeg er stadigvæk kreativ og hygger mig relativt meget, når jeg ikke er ved at bukke under for presset fra universitetslivet. Okay, nu ved vi så nok hvorfor alligevel.

Da jeg sad kl. 12 og ikke havde spist morgenmad, kun iklædt morgenkåbe, og perrede dovent rundt på en fedtet iPad, kun for at indse, at jeg nu havde været mindst 50 gange gennem det samme indhold på mit Facebook-feed, gik det op for mig, at der måtte være bedre ting at tage sig til i sin sommerferie. Jeg får hæklet en hel del for tiden, og har sådan en trang til at blære mig med projekter og opskrifter online, at jeg mente jeg måtte få lidt gang i bloggen. Jeg tænker at det muligvis kommer til at indebære en designændring og muligvis navneskift. Desuden har jeg nu også en klarere idé om, hvilke slags indlæg, jeg kommer til at lave, og kan faktisk kategorisere dem mere eller mindre fast. Bloggens overordnede tema er håndarbejde og hvad jeg vil kalde "hyggificering" for nu at bruge et andet og mere uambitiøst ord end boligindretning. Jeg tager udgangspunkt i min indre personlighedsspaltning mellem husmor og dovendyr, og tilsætter lidt humor. Resultatet er forhåbenligt brugbart og underholdende for jer.

Håndarbejdsdelen har vi jo allerede sat gang i, og der kommer HELT sikkert mere fra den front. Jeg er nu blevet så glad for at hækle at jeg begynder at smådesigne lidt (jeg krummer tæer ved at bruge ordet design om det, men det hedder det nu engang når man finder på en interessant måde at binde knuder eller sy stof sammen på). Jeg har desuden en masse idéer i hovedet til ting der kan hækles, som helt sikkert vil gøre mit hjem lidt hyggeligere og mere funktionelt. Og den kreative perfektionist i mig er altså heller ikke altid tilfreds med IKEA's udbud af designs. Derfor begynder jeg så småt at finde på mine egne opskrifter, og hvis jeg er tilfreds med dem, vil jeg dele dem her.

Hyggificeringsdelen kommer til at gå i spænd med håndarbejdet, men indeholder måske også noget, jeg lige har døbt "housewife hacks". Selvom jeg ikke klager over størrelsen på vores lejlighed (61 kvm. er jo nærmest palæ-agtigt for et studerende par), kan jeg godt mærke at man skal være opfindsom med opbevaring, indretning og udsmykning af hytten. Derfor får jeg hele tiden underlige idéer til hvordan sådanne ting kan gøres anderledes, og overvejer derfor helt ubeskedent at dele mine idéer her. Jeg er lidt i tvivl om, hvor ofte jeg kommer til at lave den slags indlæg, men har dog et par idéer i ærmet. (What, har lige skrevet idéer i tre separate linjer lige over hinanden - mind blown!)

Dette er vidst et godt sted at slutte indlægget. Jeg regner dog med at udgive endnu et idag, nemlig med en opskrift på et meget simpelt men fint hæklet bogmærke. Stay tuned for det!


onsdag den 1. april 2015

Salat med rød spidskål og forårsløg



Denne opskrift fik jeg engang af min svigermor, men ved ikke, hvor den stammer fra derudover. Jeg ved bare, at det er en af de bedste salater i verden! Her er det vidst dressingen, der gør det, for selve salaten er åndssvagt simpel. Især fordi jeg denne gang har udeladt mandler, som ellers er med i den oprindelige opskrift - jeg var nemlig doven og syntes, den smagte fantastisk i sig selv.

Og nej, det er er ikke en fejl: rød spidskål, ikke rødkål! Jeg har ikke prøvet med rødkål, men det kan man sikkert godt. Opskriften var oprindeligt med almindelig spidskål, men da jeg fandt den røde slags, som jeg aldrig har brugt før, blev jeg nødt til at prøve det. Især på grund af farven. SO PRETTY. Men altså, almindelig spidskål er helt fint. 

Salat:
1/2 spidskål
3 forårsløg
(Mandler, gerne saltede)

Dressing:
1 dl. olivenolie
4-5 spsk citronsaft
1 spsk sennep
1 tsk soya
1/2 tak salt
1/2 peber

Dressing: 
Bland alle ingredienser bortset fra olie i en skål. Når det er samlet, hældes olien i lidt efter lidt, mens der røres. Man kan også hælde den i en beholder med låg og ryste.

Salat:
Skyl og snit kålen i så fine strimler som muligt. Snit forårsløg i skiver, både det hvide og det grønne, og bland de to ting i en salatskål.

Hæld dressingen over - jeg brugte al dressingen, men hvis du synes, den er meget stærk, kan du holde igen og gemme dressingen i køleskabet, hvor den kan holde flere dage. Tilføj mandler, hvis du har lyst.

søndag den 6. juli 2014

Hvordan jeg Blev Forvandlet til en Kreativ, Hæklende Wannabe Husmor

Nu skal den her blog til at leve op til sit navn - her kommer nemlig mit første indlæg om kreative projekter! Man kan vel sige, at madopskrifterne også var lidt kreative, men da jeg fandt på navnet til bloggen, var det faktisk hovedsageligt sådan nogle ting her, jeg regnede med at poste. 

Min kære mor, som også blogger under navnet Prusilusken, jublede af fryd, da jeg sidste september erklærede, at nu ville jeg gerne lære at strikke. Hun er nemlig et meget kreativt menneske, som så langt tilbage jeg kan huske, både har syet og strikket rigtig meget. Hun har vidst faktisk kunnet alle mulige håndarbejdsagtige ting siden hun var barn. Derfor husker jeg et par gange op gennem min barndom, hvor hun forsigtigt har foreslået, at hun da godt kunne lære mig at strikke eller sy, hvis jeg havde lyst. Jeg har syet en lille smule i en meget kort periode, da jeg var barn, og fik da også lavet en pude, hvis jeg husker rigtigt. Men det der med at strikke - generelt ting, der involverede garn - husker jeg som værende ekstremt bedstemoragtigt og overhovedet ikke sejt. At være et sejt barn i halvfemserne og start-nullerne inkluderede Cartoon Network, spraglede gamacher og Pokémon - og hvis man gik op i garn, var det hvis det var det garn, der kunne tøjles med en gigantisk scrunchie. Jeg gik vidst igang med et meget simpelt strikket halstørklæde, som så desværre blev kastet i forsømmelsens dybe hul i et nullermandsinficeret hjørne af mit børneværelse. 

Hallo - de der bamser i mit hår var mega street. Ikke noget garn til det her barn!

Nu er jeg imidlertid blevet voksen og har ikke ligefrem samme slags behov for at opretholde en eller anden form for street cred. Nu stiler jeg nærmere efter krea cred, som jeg kalder det. (Siden jeg fandt på ordet for to sekunder siden.) Man kunne også kalde det housewife cred, men så er der sikkert nogle feminister et sted, der protesterer. Men det er ihvertfald sådan noget der sker, når man opretter en account på Pinterest og opdager, at ens liv ikke er komplet, før man har hæklet, syet eller strikket 99% af inventaret i ens hjem (jeg sidder altså over mht. hjemmehæklede bind). Jeg begyndte at holde øje med min mors strikkeprojekter, og så en dag hentydede jeg svagt, at jeg da måske nok på en måde faktisk hvis det var sådan næsten godt kunne finde på at tænke på at prøve at lære at strikke. Og så styrtede vi i Tante Grøn og så gik jeg igang. 

Jeg har haft gang i nogle forskellige strikkeprojekter og var glad for, at jeg nu også kunne være en af dem, der sad og strikkede mens vi øvede med Cantarellerne. Men så var det, jeg opdagede, at der var én der hæklede (Hej Mie! =P) - angiveligt fordi hun syntes, det gik meget stærkere og altså ikke havde tålmodighed til det der strikning. Hun har da også flere gange antydet, at jeg da med mit strikketempo nok skulle blive færdig med min strikkede bolero inden for de næste par årtier. Jeg kan stadigvæk godt lide at strikke, men blev lidt imponeret over, HVOR hurtigt det går, når man hækler og hvordan man kan lave alle mulige andre ting end bare tøj og grydelapper.

I et anfald af voldsom hybris satte jeg mig for at lære at hækle ved hjælp af internettet - det kunne vel for filan ikke være så svært - og det var det faktisk heller ikke! Hurra for YouTube, Pinterest og garnstudio.dk. Og jeg er i øjeblikket totalt bidt af en gal hækler - jeg elsker hvor hurtigt det går og hvordan man næsten ikke bruger noget garn på det.

Det første, jeg fik hæklet var dem her:




Det var meningen, de skulle være bordskånere til kopper og glas - såkalte coasters. De blev imidlertid lidt større, end jeg havde regnet med, så de kan i princippet også bruges til gryder og andre varme ting.

Derefter lavede jeg den her:



En mobilpose/holder/lommedims. Jeg har nemlig ikke fået købt mig et cover til min nye iPhone 5s, så jeg tænkte det kunne være en hyggelig måde at beskytte den på. Bemærk venligst, at jeg ved samme lejlighed lige har syet en knap i - hvabehar!


Og som det sidste nye har jeg hæklet jeg dem her:


Det er også bordskånere til kopper, men efter en anden opskrift. De blev lavet som fødselsdagsgave til min gode veninde Karoline, og de blev suppleret med en hæklenål og et sæt stoppenåle - jeg har nemlig lovet hende, at jeg ville lære hende at hækle. Så nu skal jeg til at omvende endnu en stakkels sjæl til hækledjævelen! Men det bliver garanteret hyggeligt, især fordi det sikkert kommer til at involvere rødvin.

Jeg har faktisk tænkt mig at have den frækhed som sådan en grøn hæklenybegynder at belære jer om, hvordan jeg har lavet dem. Der følger nemlig snart et nyt indlæg med en opskrift og billeder der viser, hvordan man gør. Jeg skal også nok vise jer mine strikkeprojekter, men i og med, at jeg ikke er nået at blive færdig med ret meget af det, må det lige vente lidt. Så hold øje med bloggen! Tak fordi, du læste med.

fredag den 4. juli 2014

Cremede Osterøræg - Og Lidt om LCHF

De som kender mig ved måske, at jeg er gået over til at spise LCHF mere eller mindre fast nu. Forkortelsen står for low carb high fat. Jeg er endnu ikke den store ekspert på området, men har ladet mig inspirere kraftigt af (blandt mange andre) disse sider: Kostdoktorn (som har givet et overbevisende oplæg her som jeg opfordrer alle til at se), Madbanditten (Danmarks vel nok mest kendte LCHF-blogger), Hjemme Hos Xenia, Fedtkanten og Foodmatters. LCHF går groft sagt ud på at minimere sit indtag af kulhydrater for derimod at spise mere fedt. Teorien bag er, at det er en myte, at mættet fedt er så farligt, som vi går og tror, og at et højt indtag af kulhydrater faktisk har vist sig via diverse nye studier at medføre livstilssygdomme og overvægt – ikke fedtet. Derimod hjælper fedt til at give en mere naturlig mæthedsfornemmelse, og man vil derfor automatisk spise mindre, men spise sig mæt. Man overgår så at sige fra kulhydratforbrænding til fedtforbrænding – det kaldes ketose, og det kan du læse om på mange LCHF-hjemmesider. Det er altså ikke en hurtigkur eller en eller anden form for syg sulteklub, det er bare en nytænkning/opdatering af mad og sundhed. Hvis du er nysgerrig omkring LCHF eller mistroisk, så prøv at kigge på ovennævnte hjemmesider eller lav din egen Googlesøgning – jeg opfordrer bare til, at man er kritisk og tør se begge sider af sagen. Hvis I ikke er overbevist, er det fint – så se venligst bort fra dette indlæg =)

Nogle af jer vil muligvis synes, jeg er blevet vanvittig. Det er helt fint, og I er berettiget til at have jeres holdning. Jeg mener bare, jeg efterhånden har læst nok om emnet til at kunne eksperimentere med denne slags kost på en kvalificeret måde. Hvis mit kolesteroltal eller andre medicinske målinger begynder at freake helt ud, så må jeg jo tage det alvorligt. Men indtil jeg får lægen til at vurdere mig, må jeg stole på min egen fornemmelse. Den er i øjeblikket, at jeg føler mig glad, mæt og oplyst. Og lykkelig over at kunne spise noget af det bedste mad, jeg længe har smagt! (Klapper lige mig selv på skulderen over forbedrede kulinariske evner.) Det er de primære årsager til, at jeg tror på det her. Jeg gør det ikke for at tabe mig, og er faktisk rigtig glad for mig selv og tilfreds med min udseende. Nu er det min generelle sundhed, det handler om. Ikke fordi jeg er bekymret, men fordi jeg er nysgerrig og opmærksom på, at den fedmeepidemi vi ser i øjeblikket, vel næppe kan skyldes øget dovenskab, men nok nærmere den ringe madkvalitet, vi er blevet udsat for de sidste par årtier. Hvad vi spiser påvirker ikke kun vores fysik, men også de kemiske processer, der sker i hjernen. Vi kan simpelthen ikke lade være med at spise den dårlige mad, fordi den styrer vores hormoner! Så selvom jeg ikke er tyk eller syg, vælger jeg at gøre det her alligevel. Forebyggelse er i mine øjne bedre end for sen behandling!

Når man begynder at spise LCHF, er der mange ting, der bliver vendt op og ned på. Især i vores danske hyggekultur, hvor det nærmest er en synd at sige ”nej tak” til kage og brød. Min konfliktsky personlighed har det i hvert fald ikke godt med at sige fra når jeg bliver budt. Men hvis man vil mærke forandringen bliver man nødt til at ændre lidt på sine vaner. Én af de måltider, der har ændret sig allermest siden jeg begyndte at spise anderledes er morgenmaden – før bagte jeg rigtig meget og satte en ære i at ælte dejen helt perfekt efter Clays Meyers anvisninger og selvfølgeligt koldhæve den og alt det der. Så stort set hver morgen var der hjemmebagte morgenboller. Men ikke længere, for nu har jeg jo fundet ud af, at det bare ikke er den optimale start på dagen. Det er æg derimod! Og nej, æg er ikke farligt som man hidtil har troet. Mange forskere har fundet ud af, at æg ikke påvirker kolesteroltallet negativt og det er jo bare lækkert, når æg er fulde af så mange andre gode næringsstoffer. Så her kommer altså lige et rigtig godt bud på, hvad man kunne skifte morgenbollen ud med, hvis man vil give sig selv en bedre og mere mættende start på dagen!

Okay – jeg ved det godt! ”Røræg? Gimme a break, det ved alle da, hvordan man laver!” Jaja, men pointen er, at indtil jeg lavede denne version, har jeg faktisk aldrig været vild med røræg. Jeg synes aldrig det smager af ret meget, og så ender det som regel med at blive overstegt til sådan noget tørt fnuller, og så samler der sig den der mystiske vandpyt under. Æggevand? No spank you. Cremet, fed, mættende røræg? Hell yeah! Det er den altid hidsige Gordon Ramsay, som har vist mig, hvordan man gør. Og nej, jeg kender ham ikke personligt, og han kommer ikke lige forbi og lærer mig, hvordan man laver mad. Jeg har set ham gøre det i den her video. Jeg følger mere eller mindre hans fremgangsmetode, men har tweaket opskriften lidt for at sparke fedtprocenten og smagen i vejret. You can thank me later. Jeg var nemlig kreativ og vidste, at det var vigtigt at få nok fedt til morgenmad, så jeg smed lige en håndfuld revet cheddar i, som vi havde liggende. Og damn, det var godt! Nu er det oftest flødehavarti, der ryger i, fordi vi altid har det i køleskabet. Generelt er ost en virkeligt lækker opdatering af den her ret, hvis du synes, æg i sig selv er lidt kedelige. Og selvom du ikke synes, æg er kedelige, er ost jo bare altid en velkommen tilføjelse til ALT. Genialt, hvis jeg selv skal sige det. Okay, måske ikke Nobelprisværdigt, men jeg er altid ret stolt, når jeg tør eksperimentere med maden. Og hvis du elsker cremede osteagtige ting og at være mæt i lang tid ad gangen, så skal du altså prøve det her!

Cremede osterøræg

Til to personer

Ingredienser:
4 æg
En klat smør (en LCHF-klat, ikke en sølle jeg-er-bange-for-smør-klat)
Creme fraiche 38% (eller det fedeste, du kan finde)
Fuldfed ost med god smelteevne
Salt og peber

Det er vigtigt, at du IKKE blander alle ingredienserne sammen i forvejen, som mange normalt gør. Man skal tilsætte det hen ad vejen, og især saltet ødelægger din ret, hvis du tilsætter det fra begyndelsen. Salt trækker nemlig væsken ud af æggene og er bagmanden bag det klamme æggevand. Så du starter simpelthen bare med at slå æggene ud i en lille kasserolle. (Ikke en stegepande – stegepanden giver en stor stegeflade, og hvis du vil have gode, cremede røræg er det vigtigt, at tilberedningen ikke går for stærkt.) Tilsæt smørklatten med det samme. 



Så skruer du op på middelhøj varme og lader æggene varme stille og roligt op, imens du rører ofte og sørger for, at der ikke sætter sig noget på bunden. Jeg kan godt lide at bruge en dejskraber til dette, da den er god til at få fat i det, som sætter sig i bunden. Tag det stille og roligt – hvis det begynder at sætte sig for meget i bunden, tager du den bare lige af blusset et øjeblik, indtil det er kølet lidt ned. Og så tilbage igen. 



Sådan fortsætter du indtil det langsomt begynder at opnå en havregrødsagtig konsistens. Tilsæt nu osten. Jeg har ofte en flødehavarti i køleskabet, så i dag blev det lige sådan to skiver, der blev revet lidt i stykker og tilføjet. (Med ynde, som du kan se her.) 



Lad osten smelte og når du synes, dine æg har en god konsistens (jeg synes det er bedst, når det minder om risengrød) smider du en generøs spiseskefuld creme fraiche i. Den kolde creme fraiche sørger for at æggene holder op med at tilberede sig selv, og samtidig er det jo en genial ekstra fedttilførsel som giver æggene den bedste cremede smag og konsistens. 



Først NU må du tilføje salt og peber – og så ellers bare nyde retten! Jeg kan godt lide at spise grøntsager til morgenmad, så jeg laver ofte nogle agurkestænger, nogle tomater eller peberfrugt til. Men hvis man har travlt eller ikke er til grønt om morgenen så kan æggene også sagtens bære sig selv. Hvis man har purløg, kan man sikkert også lige peppe det lidt op med det, men jeg har det desværre sjældent herhjemme.



Tak fordi du læste med – jeg håber, jeg har udvidet din rørægshorisont!

onsdag den 16. april 2014

Jord Under Neglene

Så har jeg endelig gjort det - mine krydderurter er allesammen stadigvæk i live, men nogen af dem begyndte at se lidt slatne ud, og to af dem var endda lidt plaget af noget mug-agtigt noget nede ved jorden. Derfor tænkte jeg, det var på tide at få jord under neglene!



Jeg var for noget tid siden et smut i Bauhaus med min mor, som havde set at man kunne få nogle smarte plast-"potter" fra mærket Elho. De er sådan trekløverformede, som du kan se længere nede, og så har de en lille bakke nedenunder, som opsamler alt det overskydende vand, så planterne ikke står og sopper i for meget fugt. Jeg tænkte, det var rigtig smart - især fordi de faktisk kan stables! Hvis man køber en til, kan man sætte den ovenpå, sådan forskudt (kig på hjemmesiden, det er svært at forklare.) Jeg har her omplantet min persille, timian og koriander, fordi de ifølge diverse hjemmesider godt skulle kunne klare det danske klima. Indtil videre har jeg dog planlagt at vænne dem langsomt til vejret ved at hive dem indenfor, når de har stået ude et par timer. Det har jeg hørt, man skal, men ved ikke om det er nødvendigt.

Jeg "nulrede" Ikea-potten lidt for at løsne rødderne og kunne derefter skubbe planten ud af potten ved at trykke bunden opad - det er rigtig smart faktisk, for man skal jo helst ikke hive for meget i planterne. Rødderne bliver nødt til at være forholdsvist intakte, når de skal omplantes. Jeg rystede så meget jord af, som jeg kunne, men endte med at efterlade en del jord på rødderne, fordi de var lidt skrøbelige. Jeg håber det går - den nye jord burde give næring nok. Det er pottemuld fra Bilka - kan ikke lige huske mærket, men billigt ihvertfald. Jeg sørgede for at vande det godt igennem, og gravede så ellers bare et passende størrelse hul til hver plante, og pakkede jorden sammen om planten, når den var kommet i hullet. Så fik de lige lidt mere vand, siden "krukken"jo leder vandet væk fra rødderne, når der er for meget. Håber jeg ihvertfald!



Mine andre urter lod jeg være for nu - basilikum (til venstre) er jeg slet ikke sikker på, får lov at komme udenfor. Den skal have det så varmt, at jeg bare regner med at beholde den i vinduet indenfor. Men en ny, større krukke skal den helt sikkert snart have. Oreganoen (forrest) er stadig lidt lille, selvom den strækker sig godt ud efterhånden - jeg ved bare ikke helt om der er nok rødder i de (kun to i princippet) planter, som har overlevet. Citronmelissen (til højre)går det rigtig godt med, som I kan se - det er faktisk den højeste plante nu, hvilket jeg er rigtig glad for. Da jeg har læst, at den breder sig rigtig meget, tror jeg, jeg finder en separat potte, som den kan hygge sig i. 



Det var lige en lille planteupdate fra mig! Tak, fordi du læste med =)

onsdag den 26. marts 2014

Fræk Tunsalat og Monsterblomkål

Her kommer lige et lynindlæg - skrevet fra mobilen fordi jeg er træt og lige har været på arbejde. Inden jeg skulle afsted tænkte jeg, at det var åndssvagt, at jeg altid bruger en masse penge på at spise mad fra Bilkas Quickfood, fordi jeg er for doven til at lave madpakke. Og fordi jeg lige har lavet mayonnaise igen, tænkte jeg, at den skulle bruges til noget. Og det blev så den her!


Jah, sorry - ikke verdens mest gourmetagtige billede, men som sædvanligt var jeg ved at komme for sent, så det blev sgu lige et hurtigt kig i Margretheskålen frem for en fancy anretning. 

Det frække ved den her tunsalat er, at den har chili og snackpeber i, så den er rigtig latinoagtigt naughty. Og så stod jeg der med en rest blomkål og tænkte "tjaaaah - hvorfor ikke?" Jeg kan godt lide at få brugt rester og tænkte ekstra grøntsager i maden aldrig kan skade, så det røg med. Blomkål i tunsalat? Mage til frækhed!

Du skal bruge:
2 dåser tun
En snackpeber (eller anden peberfrugt)
Et halvt løg
2-3 dl. blomkål
En halv til en hel chili (kommer an på, hvor fræk du er.)
1-2 dl. mayonnaise (kommer også an på, hvor fræk du er)
2 dl. creme fraiche
En skwis citronsaft
Salt og peber

Jeg drænede tunen og kom i en skål, og blendede derefter peberfrugt, chili, løg og blomkål i stavblenderen. Det røg op til tunen og det hele blev rørt sammen med mayonnaise og creme fraiche. Derefter smagte jeg det til med citron og salt og peber og spænede ud af døren, og glemte selvfølgelig madpakken på gulvet i gangen. 

SUK

Men den blev spist, da jeg kom hjem - og den var rigtig god! Så hvis du mangler noget frækhed i dit liv, så find dåseåbneren frem!

PS: Se lige det her ENORME blomkålshovede! Skal vidst handle grøntsager i Lidl fremover ...
Og nej, det er ikke bare et lille rivejern.