fredag den 4. juli 2014

Cremede Osterøræg - Og Lidt om LCHF

De som kender mig ved måske, at jeg er gået over til at spise LCHF mere eller mindre fast nu. Forkortelsen står for low carb high fat. Jeg er endnu ikke den store ekspert på området, men har ladet mig inspirere kraftigt af (blandt mange andre) disse sider: Kostdoktorn (som har givet et overbevisende oplæg her som jeg opfordrer alle til at se), Madbanditten (Danmarks vel nok mest kendte LCHF-blogger), Hjemme Hos Xenia, Fedtkanten og Foodmatters. LCHF går groft sagt ud på at minimere sit indtag af kulhydrater for derimod at spise mere fedt. Teorien bag er, at det er en myte, at mættet fedt er så farligt, som vi går og tror, og at et højt indtag af kulhydrater faktisk har vist sig via diverse nye studier at medføre livstilssygdomme og overvægt – ikke fedtet. Derimod hjælper fedt til at give en mere naturlig mæthedsfornemmelse, og man vil derfor automatisk spise mindre, men spise sig mæt. Man overgår så at sige fra kulhydratforbrænding til fedtforbrænding – det kaldes ketose, og det kan du læse om på mange LCHF-hjemmesider. Det er altså ikke en hurtigkur eller en eller anden form for syg sulteklub, det er bare en nytænkning/opdatering af mad og sundhed. Hvis du er nysgerrig omkring LCHF eller mistroisk, så prøv at kigge på ovennævnte hjemmesider eller lav din egen Googlesøgning – jeg opfordrer bare til, at man er kritisk og tør se begge sider af sagen. Hvis I ikke er overbevist, er det fint – så se venligst bort fra dette indlæg =)

Nogle af jer vil muligvis synes, jeg er blevet vanvittig. Det er helt fint, og I er berettiget til at have jeres holdning. Jeg mener bare, jeg efterhånden har læst nok om emnet til at kunne eksperimentere med denne slags kost på en kvalificeret måde. Hvis mit kolesteroltal eller andre medicinske målinger begynder at freake helt ud, så må jeg jo tage det alvorligt. Men indtil jeg får lægen til at vurdere mig, må jeg stole på min egen fornemmelse. Den er i øjeblikket, at jeg føler mig glad, mæt og oplyst. Og lykkelig over at kunne spise noget af det bedste mad, jeg længe har smagt! (Klapper lige mig selv på skulderen over forbedrede kulinariske evner.) Det er de primære årsager til, at jeg tror på det her. Jeg gør det ikke for at tabe mig, og er faktisk rigtig glad for mig selv og tilfreds med min udseende. Nu er det min generelle sundhed, det handler om. Ikke fordi jeg er bekymret, men fordi jeg er nysgerrig og opmærksom på, at den fedmeepidemi vi ser i øjeblikket, vel næppe kan skyldes øget dovenskab, men nok nærmere den ringe madkvalitet, vi er blevet udsat for de sidste par årtier. Hvad vi spiser påvirker ikke kun vores fysik, men også de kemiske processer, der sker i hjernen. Vi kan simpelthen ikke lade være med at spise den dårlige mad, fordi den styrer vores hormoner! Så selvom jeg ikke er tyk eller syg, vælger jeg at gøre det her alligevel. Forebyggelse er i mine øjne bedre end for sen behandling!

Når man begynder at spise LCHF, er der mange ting, der bliver vendt op og ned på. Især i vores danske hyggekultur, hvor det nærmest er en synd at sige ”nej tak” til kage og brød. Min konfliktsky personlighed har det i hvert fald ikke godt med at sige fra når jeg bliver budt. Men hvis man vil mærke forandringen bliver man nødt til at ændre lidt på sine vaner. Én af de måltider, der har ændret sig allermest siden jeg begyndte at spise anderledes er morgenmaden – før bagte jeg rigtig meget og satte en ære i at ælte dejen helt perfekt efter Clays Meyers anvisninger og selvfølgeligt koldhæve den og alt det der. Så stort set hver morgen var der hjemmebagte morgenboller. Men ikke længere, for nu har jeg jo fundet ud af, at det bare ikke er den optimale start på dagen. Det er æg derimod! Og nej, æg er ikke farligt som man hidtil har troet. Mange forskere har fundet ud af, at æg ikke påvirker kolesteroltallet negativt og det er jo bare lækkert, når æg er fulde af så mange andre gode næringsstoffer. Så her kommer altså lige et rigtig godt bud på, hvad man kunne skifte morgenbollen ud med, hvis man vil give sig selv en bedre og mere mættende start på dagen!

Okay – jeg ved det godt! ”Røræg? Gimme a break, det ved alle da, hvordan man laver!” Jaja, men pointen er, at indtil jeg lavede denne version, har jeg faktisk aldrig været vild med røræg. Jeg synes aldrig det smager af ret meget, og så ender det som regel med at blive overstegt til sådan noget tørt fnuller, og så samler der sig den der mystiske vandpyt under. Æggevand? No spank you. Cremet, fed, mættende røræg? Hell yeah! Det er den altid hidsige Gordon Ramsay, som har vist mig, hvordan man gør. Og nej, jeg kender ham ikke personligt, og han kommer ikke lige forbi og lærer mig, hvordan man laver mad. Jeg har set ham gøre det i den her video. Jeg følger mere eller mindre hans fremgangsmetode, men har tweaket opskriften lidt for at sparke fedtprocenten og smagen i vejret. You can thank me later. Jeg var nemlig kreativ og vidste, at det var vigtigt at få nok fedt til morgenmad, så jeg smed lige en håndfuld revet cheddar i, som vi havde liggende. Og damn, det var godt! Nu er det oftest flødehavarti, der ryger i, fordi vi altid har det i køleskabet. Generelt er ost en virkeligt lækker opdatering af den her ret, hvis du synes, æg i sig selv er lidt kedelige. Og selvom du ikke synes, æg er kedelige, er ost jo bare altid en velkommen tilføjelse til ALT. Genialt, hvis jeg selv skal sige det. Okay, måske ikke Nobelprisværdigt, men jeg er altid ret stolt, når jeg tør eksperimentere med maden. Og hvis du elsker cremede osteagtige ting og at være mæt i lang tid ad gangen, så skal du altså prøve det her!

Cremede osterøræg

Til to personer

Ingredienser:
4 æg
En klat smør (en LCHF-klat, ikke en sølle jeg-er-bange-for-smør-klat)
Creme fraiche 38% (eller det fedeste, du kan finde)
Fuldfed ost med god smelteevne
Salt og peber

Det er vigtigt, at du IKKE blander alle ingredienserne sammen i forvejen, som mange normalt gør. Man skal tilsætte det hen ad vejen, og især saltet ødelægger din ret, hvis du tilsætter det fra begyndelsen. Salt trækker nemlig væsken ud af æggene og er bagmanden bag det klamme æggevand. Så du starter simpelthen bare med at slå æggene ud i en lille kasserolle. (Ikke en stegepande – stegepanden giver en stor stegeflade, og hvis du vil have gode, cremede røræg er det vigtigt, at tilberedningen ikke går for stærkt.) Tilsæt smørklatten med det samme. 



Så skruer du op på middelhøj varme og lader æggene varme stille og roligt op, imens du rører ofte og sørger for, at der ikke sætter sig noget på bunden. Jeg kan godt lide at bruge en dejskraber til dette, da den er god til at få fat i det, som sætter sig i bunden. Tag det stille og roligt – hvis det begynder at sætte sig for meget i bunden, tager du den bare lige af blusset et øjeblik, indtil det er kølet lidt ned. Og så tilbage igen. 



Sådan fortsætter du indtil det langsomt begynder at opnå en havregrødsagtig konsistens. Tilsæt nu osten. Jeg har ofte en flødehavarti i køleskabet, så i dag blev det lige sådan to skiver, der blev revet lidt i stykker og tilføjet. (Med ynde, som du kan se her.) 



Lad osten smelte og når du synes, dine æg har en god konsistens (jeg synes det er bedst, når det minder om risengrød) smider du en generøs spiseskefuld creme fraiche i. Den kolde creme fraiche sørger for at æggene holder op med at tilberede sig selv, og samtidig er det jo en genial ekstra fedttilførsel som giver æggene den bedste cremede smag og konsistens. 



Først NU må du tilføje salt og peber – og så ellers bare nyde retten! Jeg kan godt lide at spise grøntsager til morgenmad, så jeg laver ofte nogle agurkestænger, nogle tomater eller peberfrugt til. Men hvis man har travlt eller ikke er til grønt om morgenen så kan æggene også sagtens bære sig selv. Hvis man har purløg, kan man sikkert også lige peppe det lidt op med det, men jeg har det desværre sjældent herhjemme.



Tak fordi du læste med – jeg håber, jeg har udvidet din rørægshorisont!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar